Undersøg hvad der står i vejen for, at du finder de åndehuller i hverdagen, du drømmer om.

Her er mit fristed, min oase, mit hemmelige sted. En øde strand et sted i Danmark og mit helt private helle, som kun du kender til. Foruden de kajakroere som indimellem padler forbi.

Jeg vinker kort til dem, og de vinker tilbage. Så sætter vi hver især igen blikket på uendeligt. For det er fidusen ved mit fristed: Udsynet. Det lange perspektiv.

Her får jeg uvilkårligt mig selv og livet sat i relief. Jeg bliver høj i hatten, let om hjertet og taknemmelig over at være født. Som bonus har jeg ofte en ny ide med hjem. For som vi alle ved, men tit glemmer, så trives kreativitet i åndehuller som haletusser i lune vandhuller. Og en spækket mødekalender uden luft virker stik modsat på hjernens evne til at tænke nyt og opfindsomt.

Tanker i slow

Nogle gange har jeg en bog med på stranden. Som denne dag. Men det bliver sjældent åbnet. Mest stirrer jeg ud i luften. Lader blikket vandre langt ud over hav eller hvile et sted på himlen. Jeg har endnu ikke knækket koden til klassisk meditation med stillesidden længe og opmærksomhed på vejrtrækningen, men det her ligner. Mit fristed tømmer ikke hovedet helt for tanker og følelser, men de sætter ligesom farten ned, og jeg fortaber mig ikke i dem. De glider langsomt forbi som skyerne på himlen.

Med tiden er jeg blevet skrap til at skabe mig den slags åndehuller. Og har erfaret, at de ikke nødvendigvis kræver øde landskaber og en stor bil med plads til madras og dyne. Jeg kan også falde ind i en meditativ tilstand under en gåtur ved havnen eller hjemme i min stue med morgenkaffen i tusmørke.

Barrieren er indeni

Mange går rundt med en dyb og uopfyldt længsel efter åndehuller i hverdagen. Min professionelle og personlige erfaring er, at den vigtigste forudsætning for at skabe åndehuller i sit liv er at beslutte det og være villig til at gøre arbejdet for at få dem.

Den beslutning kan have vidtstrakte konsekvenser. Den største hurdle er typisk ikke at få åndehulstiden booket i en travl kalender og at slukke mobilen, selvom det kan være svært nok. Barrieren er formentlig inde i dig: Kan du give dig selv lov til at prioritere dig selv på den måde og sætte det behov over familiens eller andres? Og hvorfor indfinder roen sig ikke nødvendigvis, selvom du prøver? Føler du dig reelt rastløs, trist eller utilpas, hvis du langt om længe laver ingenting og er alene med dig selv.