Har du det skidt i længere tid, skal du gøre noget
Hvis du er ung og oplever dit liv som svært, er du ikke den eneste. De fleste i din alder er indimellem overvældet af forvirring, usikkerhed eller tristhed. Du er ved at blive voksen, og det skaber en masse forvirring indeni, som du må leve med, og som oftest går over af sig selv.
Men for nogle unge går det ikke over uden en aktiv indsats. Du er måske deprimeret eller stresset over at opleve at skulle præstere alt muligt – at klare dig godt fagligt, se godt ud, være populær, have mange venner og likes. Eller måske du ikke orker noget og har svært ved at se meningen.
Hvis du har det skidt i længere tid, skal du ikke bare affinde dig med det men gøre noget. Og det du skal gøre er at tale med nogen. Med meget stor sandsynlighed vil du opleve, at det at tale med nogen er en lettelse og giver dig ny energi.
Forældre kan være svære at tale med
Tal til en start med en god ven eller dine forældre, men fortvivl ikke, hvis det kikser. Det kan være svært at tale godt med sine nærmeste om svære ting – især hvis de er bekymrede for dig eller ikke forstår, hvad du kæmper med.
Hvis du er som unge er flest, har du sikkert også i perioder et lidt anstrengt forhold til dine forældre. Måske du oplever, at dine forældre retter på dig og er emsige med, hvad du gør og skal. Hvis din far og mor er skilt, flytter du måske frem og tilbage mellem to hjem og er ofte lidt på vej fra det ene sted til det andet. Hvis dine forældre har fået nye partnere og børn, skal du også forholde dig til dem. Og det kan være svært eller helt umuligt at være at tale lige ud af posen, hvis der er knas i relationen til fars eller mors nye partner og dennes børn.
Find én, der kan lytte
I den situation er det være en rigtig god ide at finde en tryg, voksen samtalepartner uden for den nærmeste familie. Måske du har en fornuftig tante, du kan byde dig selv på te hos, eller en morfar, der vil elske at have dig med på fisketur. Én der kan lide dig og som kan finde ud af lytte uden straks at give dig tusind råd, du ikke har bedt om.
Et par timers terapi er også en mulighed. Jeg taler med mange helt almindelige unge, der bare er et svært sted og oplever lettelse ved at dele deres tanker om det med en tryg og professionel samtalepartner, som de og familien ikke kender privat. Mange unge får større ro med, hvem de er, og hvordan de kan leve deres liv mere efter deres eget hoved.
Hvis det lyder som noget for dig, er du velkommen til at ringe og høre nærmere.