Med store børn vil du ofte komme til kort. Fortvivl ej.

At være forældre til en teenager kan tage pippet fra enhver. Ind på sit værelse trisser et sødt og elskeligt barn, ud tumler en forvirret og forvokset lemmedasker, provokerende fuld af sig selv.

At blive voksen er et drama på liv og død, og vi forældre ved det godt, for vi har selv prøvet det og kan stadig huske, hvordan vokseværket river og slider i kroppen, og hormonerne pumper rundt uden kontrol. Oveni er det i teenageårene vi finpudser personlighed ved at genspille den tidlige barndoms karakterdannende temaer.

Klodset selvstændighedskamp

Alligevel bliver vi overrumplede over voldsomheden, når vores børn tager hul på denne heroiske og klodsede selvstændighedskamp. Hvis du har store børn, har du stensikkert prøvet at komme helt til kort, at afmagt, vrede, sorg og bekymring fylder dig i en pærevælling.

Du har sikkert også i den slags situationer handlet efter impulser, du ikke er stolt af, men som kommer dybt nede fra maven. Mere end én gang har jeg skreget ” Du skal ikke råbe af mig” ind i hovedet på min teenager og indimellem må jeg slukøret hjemtage, at jeg i mødet med min teenager lyder som et ekko af mine egne forældre, når de i mine teenageår forstod mig mindst.

Børn skal ikke have perfekte forældre

Den slags er ikke nødvendigvis noget problem. At vokse op som et helt menneske kræver tilstrækkeligt gode forældre – ikke perfekte forældre. Men ville det ikke være rart at blive afmagtsfølelsen kvit og at lære at håndtere disse opgør på måder, der får både dig og dit barn til at vokse og bringer jer tættere på hinanden?

Du kan lære at se og bruge den gave til dig, som hverdagen med den gnavne teenager også er et tilbud om. Ved at forstå og har opmærksomhed og respekt for de blandede følelser, dit næsten voksne barn vækker i dig, opnår du større ro i dit forældreskab og støtter samtidig din teenager endnu bedre i hans eller hendes både smukke og uskønne transformation fra ælling til svane.