Savner du at blive forført? Læg mobilen
Samliv er ikke altid kønt og sjovt, og du skyder dig selv i foden, hvis du kun måler dit parforhold på, hvor lidt opmærksomhed og begær, din partner præsterer. Omvendt er der ingen grund til at nøjes med lidt, så måske er det på tide at gøre noget – og du skal starte med dig selv:
Hvad gør du for din partner? Hvornår har du sidst taget initiativ til at I er sammen om noget rart? Og hvordan reagerer du, hvis din partner siger nej tak? Trækker du dig? Eller kommer du igen med en ny ide eller et forslag om, at I taler om det på en god måde? Eller griber du ud efter din mobil og læser lidt om andres (sjove) liv på fx Facebook?
Flad Facebook-lykke
Mange mennesker har en drøm om hed kærlighed og idyllisk familieliv, som ingen virkelige ægteskaber og kæresteforhold kan leve op til. Og intet sted næres denne illusion mere end på Facebook, hvor det vrimler med iscenesatte fotos af storsmilende familier på pæne strande og ved smukt dækkede middagsborde.
Det regner sjældent på Facebook. Og det er aldrig bare hverdag. Facebook-par er glade men flade. Parforhold af kød og blod har kanter, som giver begge parter blå mærker men også vigtig næring.
Et andet motiv som mangler på sociale medier er par, hvor den ene eller begge mere optaget af mobilen end af hinanden. Dem er der mange af i den virkelige verden, både i hverdagen og på ferien er mobilen en opmærksomhedsrøver. Måske du kender det?
Godt er ikke lig med nemt
Sådan må det gerne være, for det gode parforhold er alt andet end perfekt. I det gode parforhold har begge parter ro med at være fulde af fejl. At de en stor del af tiden er kedelige og morgengrimme og optaget af sig selv – og af hver deres mobiltelefoner.
Det er ikke i sig selv et problem, hvis din partner rækker ud efter sin mobil frem for dig. Det afgørende er, hvordan du vælger at reagere, når det sker, og du savner kontakt.
Råd: kom på banen
Du skal ikke trække dig men længere frem på banen, hvis du er skuffet og savner din partner:
- Sig højt til din partner, at du savner ham eller hende.
- Endnu bedre: sig højt, hvad det er du gerne vil have mere af sammen med din partner.
- Allerbedst: Tag selv initiativ til det, du gerne vil sammen. Invitér.
Lur mig om, ikke det vil få de fleste partnere til at kikke op og glemme alt om Facebook. I hvert fald for en stund.