Undersøg hvad der står i vejen for, at du finder de åndehuller i hverdagen, du drømmer om. Her er mit fristed, min oase, mit hemmelige sted. En øde strand et sted i Danmark og mit helt private helle, som kun du kender til. Foruden de kajakroere som indimellem padler forbi. Jeg vinker kort til dem, og de vinker tilbage. Så sætter vi hver især igen blikket på uendeligt. For det er fidusen ved mit fristed: Udsynet. Det lange perspektiv. Her får jeg uvilkårligt mig selv og livet sat i relief. Jeg bliver høj i hatten, let om hjertet og taknemmelig over at være født. Som bonus har jeg ofte en ny ide med hjem. For som vi alle ved, men tit glemmer, så trives kreativitet i åndehuller som haletusser i lune vandhuller. Og en spækket mødekalender uden luft virker stik modsat på hjernens evne til at tænke nyt og opfindsomt. Tanker i slow Nogle gange har jeg en bog med på stranden. Som denne dag. Men det bliver sjældent åbnet. Mest stirrer jeg ud i …

Du kender helt sikkert en ung mand eller kvinde, som ikke trives. Som isolerer sig, er skoletræt, virker stresset. Overvej at byde ham eller hende på te og lyt. Mange unge har trængsler, som kan virke voldsomme, men det er min erfaring at de i en del tilfælde kan forløses ved en voksen, tryg samtalepartner, der er god til at lytte. Lyt og vent med gode råd Lyt uden straks at give 1000 råd, selvom det er fristende. Selv var jeg i ungdommen heldig at have to voksne samtalepartnere, Bodil og Inge. De var mine veninders mødre, og jeg altid var velkommen hos dem til en kop te. De satte sig ned, når jeg kom og spurgte nysgerrigt og fordomsfrit. Fordi de ikke var min mor, fik de lov at se en del mere, end jeg ellers viste frem. Det gav mig en oplevelse af at være vigtig, mindre skrøbelig og voksen på en rar måde. Tiden til at lytte på den måde mangler du måske. Og unge i dag har nok større udfordringer end …

Er du mor eller far til et barn eller et ungt menneske med en diagnose? Eller er du usikker på om dit barn bør udredes for mulig psykisk lidelse? I så fald lever du også selv med et konstant psykisk pres og rigtig mange dilemmaer: Hvordan skal det gå mit barn? Hvordan støtter jeg bedst? Hvordan tager jeg vare på resten af familien – og hvad med mig selv. Hvordan undgår jeg selv at blive alt for presset? Er det min skyld? Har jeg også selv en psykisk lidelse… Det vigtigste er, at du undgå at blive alene i den svære situation, du står i: Involvér så vist muligt barnets anden forælder – uanset om I bor sammen. Del hvordan det er at være dig med de af dine venner, der har tid til at lytte og udvise omsorg uden at give dig en masse velmenende råd Find en pårørendegruppe, hvor du møder andre i samme situation. Der er masnge gode i fx Bedre Psykiatri Giv dig selv nogle samtaler, som kun handler om dig, …